Fyldig og madegnet Côtes du Rhône Rosé i en tør stil
Domaine de la Solitude’s rosé består fortrinsvis af Grenache og Syrah – i nogle årgange suppleret af Cinsault. Druerne høstes med et udbytte på 40 hl/ha. Ved hjemkomst til vineriet presses druerne direkte, og mosten gærer i temperaturkontrollerede tanke. Den malolaktiske fermentering blokeres. Vinen lagrer 5 måneder ”sur lie” med jævnlig omrøring. Det resulterer i en kraftig, madegnet rosé. Farven er smuk, dyb rosa. I næsen byder rosé’en på en overflod af røde frugter og blomsternoter. I munden er den ren og livlig med aromaer af friske hindbær, kirsebær og jordbær ledsaget af en snert af krydderier. Finishen er frisk, fyldig og lang.