Cuvée Anniversaire 160 Ans
Duval-Leroy fejrer sin 160 års fødselsdag ved at lancere en Blanc de Noirs-cuvée lavet på blå druer høstet i 2015 og 2016. Pinot Meunier druerne stammer fra marker i Beaunay (vest for Vertus), Sézanne og Vallée de la Marne, mens man har været omkring Sézanne og Côte des Bars for at høste Pinot Noir. Dosage niveauet er med 6 g/l Extra-Brut. Det resulterer i en Champagne med en smuk gylden farve med den fineste, vedholdende mousse. Duften folder sig ud i glasset med nuancer af brombær, solbær og hindbær. Smagen er utroligt intens med en rund og blød fyldighed, som understøttes af en ægte, vinøs struktur. Eftersmagen er ren og meget, meget lang.