Barolo Serralunga fremstilles af druer fra Rivette og de nederste, mindst favorable positioner på Margheria og Marenca, i alt ca. 1 ha. Planterne er sat i 1959 og 1995, er syd-sydvest-vendte og ligger omkring 320 moh. De yder en nu forholdsvis traditionelt fortolket Barolo, der fremstilles med 12-15 dages maceration (6-8 dage i 1997/1998) og to års lagring på 25 hl botti. Udgangsniveauet er forbløffende højt og dette har siden 1996 været en fremragende introduktion til Piras vine og et forvarsel om den enestående kvalitet af de tre enkeltmarks-Baroli. Barolo Serralunga demonstrerer den forventede typicitet ved at reflektere sit dyrkningshabitat og forener kraft og balance på smukkeste vis. Her er både rosenfloralitet, trøfler og tjære og rigelig karakter til at fascinere og udfordre sanserne. Samtidig udvikler den sig smukt på flaske. Den er naturligvis fremragende som ledsager til det traditionelle rige Langhe-køkken, stegt kød eller efterårets vildtretter.
Luigi Pira grundlagde denne ejendom i Serralunga d’Alba i 1950. Pira-familien startede med at sælge druer til købmænd. Der er dog flasket Baroli op gennem 1980’erne, men en ny æra begyndte her i 1993, da man introducerede en ny og mere moderne stil, inspireret af Elio Altare. Siden er der sket en reduktion i brugen af barriques, og flere af Piras vine er i dag alene modnet på store fade. Hos Adriat har vi været heldige at kunne følge Piras fremskridt lige siden starten. De første årgange var 1993 af Barolo normale, Barolo Vigneto Margheria og Barolo Vigneto Marenca. Barolo Vigna Rionda blev fremstillet første gang i 1997.
Ejendommen drives nu af Luigis sønner Gianpaolo og Romolo, der råder over ca. 10 ha af de bedste marker i Serralunga d’Alba og 2 ha i Roddino, hvorfra Pira laver Barbera d’Alba. Den samlede produktion er ca. 56.000 flasker årligt. Vinene er på et meget højt kvalitetsniveau og vidner om en ekstrem kompromisløshed i både mark og kælder. Der produceres en fortrinlig Barbera d’Alba, kompleks og meget velstruktureret, og Piras Baroli er alle forskellige og imponerende med både moderne og traditionelle udtryk for deres respektive cru’er. Første gang Pira for alvor rammer den ønskede stil for Barolo er med årgangen 1996. Siden har alle vinene besiddet renhed, maskulin kraft, kompleksitet og en betydelig, moden struktur og dermed er de tæt på idealet for Baroli fra Serralunga d’Alba, der har potentiale til at give de mest stofrige, tanniske og lagringsværdige vine fra Barolos i alt 11 kommuner!
Marenca hører til blandt de bedste marker i Serralunga. Renato Rattis historiske kort over Barolo-markerne sætter den i den højeste kategori. Også Gaja har haft et godt øje til marken, og ejer i dag en stor del af den. Fra marken laver Gaja f.eks. sin Sperss (Marenca-Rivette).Luigi Pira Barolo Serralunga
Rionda har til alle tider været eftertragtet. Bruno Giacosa har tidligere lavet nogle af sine bedste vine fra denne mark. Desværre for ham, ejede han ikke en del af marken men købte druerne dengang det endnu kunne lade sig gøre. Problemet med Piras Rionda har indtil nu været, at den var umulig at skaffe. I den første årgang lavede Pira kun 700 flasker Vigna Rionda. I de sidste årgange er man kommet op på 4.000 flasker, hvilket har betydet, at vi har kunnet være lagerførende af den i en stor del af året.