For bare anden gang frigives den originale OWC-trækasse med de 3 kultvine fra Dominio de Es, som lige nu bejler til førertrøjen i Ribera del Duero. Her i 2019-årgangen med en enkelt udskiftning på holdet. Viñas Viejas de Soria er udskiftet med den første årgang af Carravilla, som er skabt på frugten fra 0,2 ha. med en særlig klon af Tempranillo, som Bertrand Sourdais nu isolerer. Vi kalder det en opgradering!
Kassen indeholder:
- 1 fl. Dominio de Es La Diva 2019
- En smuk, insisterende vin som leverer en subtil frugt, som allerede nu overhaler de søde og krydrede noter fra fadet og bidrager med modne mørke bær og en flot floral aroma. Herefter fortsætter den aromatiske friskhed i munden, hvor fornemmelsen er lidt mere markant, eller elegant om man vil, end tidligere. Her handler det ikke om potens, men en subtil finesse, som blot bliver ved med at udvikle sig efter hånden som vinen får luft og den opdager, at den er ankommet til verden.
- 1 fl. Dominio de Es La Mata 2019
- En imponerende vin som måske lige savner at ryste sig fri af høvlspånerne, hvorfor dekantering eller en direkte rystetur i en karaffel de første 4-5 år efter høståret varmt anbefales. Men det er en vin, som åbner op for posen, hvis man giver den tid og byder den velkommen i familiens største glas. Den mest kraftfulde af vinene fra Dominio de Es. Mørk, tannisk og næsten alvorsfuld, men efterhånden også med mere og mere moden frugt og til sidst direkte parfumeret og uafrystelig.
- 1 fl. Dominio de Es Carravilla 2019
- En utrolig aromatisk vin, hvor fadet synes perfekt integreret, og hvor blomme, ribs, hindbær, rosenblade og pæon allerede omfavner og charmerer, når vinen lige har fået lov til at møde verden i glasset. Ikke videre voldsom, men subtil og med et markant drive fra en kalket mineralitet og nogle livlig tanniner, som givet vil falde lidt til ro, hvis vinen får lov til at udvikle sig i flasken.
Bodegas Antídoto y Dominio de Es er navnet på den franske vinmager Bertrand Sourdais første egen vingård, som han kunne slå dørene op til i sensommeren 2016 efter et forunderligt jointventure med den spanske agronom David Hernando.
Bertrand blev oprindeligt hentet til Ribera del Duero fra Château Mouton-Rothschild af den spanske vinhandler og investor Miguel Sanchez, og da de sammen skabte vinen Domino de Atauta ændrede området status nærmest fra den ene dag til den anden. Desværre blev Miguel Sanchez fanget af den spanske recession og sent i 2009 måtte han opgive at føre Dominio de Atauta videre.
Bertrand Sourdais kunne imidlertid ikke slippe fascinationen af de gamle vinstokke i Soria provinsen og lige så snart finansieringen kom på plads drog han tilbage hvor han skabte vinen ”Antídoto” på noget af den frugt, der tidligere endte hos Dominio de Atauta og druer fra nogel parceller, som David Hernando købte ind til projektet. Vinen modnede i lånte fade i et hjørne af vinkælderen hos nogle af vennerne i Ribera del Duero, og da den straks blev en succes, åbnede den mulighed først for at Bertrand og David kunne investere i og/eller leje flere små spændende parceller med gamle Tempranillo kloner hvoraf flere stadig stod/står på deres oprindelige europæiske rødder, fordi vinlusen aldrig nåede helt op i den øvre Dourodal, og slet ikke ned i den fattige og sandrige klippegrund, og siden altså etableringen af Bodegas Antídoto.