HIGHLAND PARK

Highland Park destilleriet ligger på Orkney-øerne og er blandt verdens allernordligste whisky destillerier. Whisky'en er en anelse røget, da man primært anvender eget, maltet byg, der efterfølgende er blevet røget med lokal lyngtørv. Dog tilsættes også ikke-tørverøget malt ved fremstillingen, hvorved Highland Park ikke kommer op i den øverste kategori af røget whisky.

Destilleriet er opført i 1798 i Kirkwall af smugleren Magnus Eunson. Han nød godt af en stærk position inden for kirken, og kunne derfor passe sin sidegeschæft i al uforstyrrethed.