BLe Rosé er blevet til som en Antídoto - en modgift - mod de stride strømme af stylede, industrialiserede og kunstigt tilsmagte spanske rosévine, som skyllede ind på supermarkedernes hylder. I en og samme bevægelse et opråb, et oprør og en manifestation af, hvad det er muligt at præstere, hvis man kompromisløst forsøger at løfte baren for hvad typen rosé skal handle om.
Her er friske røde bær i overflod, en vibrerende saftig citrus, visnende blomster, urter og et subtilt vegetabilsk touch, som i kombination med den fine mineralitet skruer forventningerne i vejret. Derpå frisk og velsmagende med god volumen og søde pikante nærmest dekadente aromaer fra de nye fade. Samtidig meget blid trods strejf at milde tanniner. En vin som alle der holder af seriøs rosé bør smage mindst én gang, eller endnu bedre engang i mellem!
Bodegas Antídoto y Dominio de Es er navnet på den franske vinmager Bertrand Sourdais første egen vingård, som han kunne slå dørene op til i sensommeren 2016 efter et forunderligt jointventure med den spanske agronom David Hernando.
Bertrand blev oprindeligt hentet til Ribera del Duero fra Château Mouton-Rothschild af den spanske vinhandler og investor Miguel Sanchez, og da de sammen skabte vinen Domino de Atauta ændrede området status nærmest fra den ene dag til den anden. Desværre blev Miguel Sanchez fanget af den spanske recession og sent i 2009 måtte han opgive at føre Dominio de Atauta videre.
Bertrand Sourdais kunne imidlertid ikke slippe fascinationen af de gamle vinstokke i Soria provinsen og lige så snart finansieringen kom på plads drog han tilbage hvor han skabte vinen ”Antídoto” på noget af den frugt, der tidligere endte hos Dominio de Atauta og druer fra nogel parceller, som David Hernando købte ind til projektet. Vinen modnede i lånte fade i et hjørne af vinkælderen hos nogle af vennerne i Ribera del Duero, og da den straks blev en succes, åbnede den mulighed først for at Bertrand og David kunne investere i og/eller leje flere små spændende parceller med gamle Tempranillo kloner hvoraf flere stadig stod/står på deres oprindelige europæiske rødder, fordi vinlusen aldrig nåede helt op i den øvre Dourodal, og slet ikke ned i den fattige og sandrige klippegrund, og siden altså etableringen af Bodegas Antídoto.
Anmeldelser:
- Wine Advocate - 93-94 Point
- JamesSuckling.com - 93 point
- Tim Atkin - 93 point
- Vinous - 93 point