Druerne til Brigaldaras Recioto håndhøstes og selekteres sent i anden halvdel af oktober. De placeres i små kasser i familiens fruttaio – tørreloftet - hvor de dehydrerer og der opnås en stor most- og sukkerkoncentration. En afpasset maceration udtrækker farve og sanseproducerende stoffer og til den alkoholiske gæring anvendes kun naturligt
forekommende gærceller. Gæringen stopper automatisk, når vinens alkohol slår gærcellerne ihjel, og efterlader en naturlig mængde residualsukker, der giver vinen dens delikate sødme. Det er en Recioto af stor fascinationskraft med en skøn balance mellem vinens naturlige, rige ekstrakt, den moderate alkohol, der vanligvis ligger på omkring 14,5% og den naturlige restsødme. Aromaerne er skønt sammensatte med delikate og subtile balsamiske noter af en variation af friske kirsebær, syltede kirsebær og brombær. I munden både frisk, smidig og sensuel.
Navnet Brigaldara stammer fra 1400-tallet, og refererer til en klynge gårde, familien Cesaris villa samt de omkringliggende marker. Man har mere end 80 års erfaring i at fortolke terroiret fra deres vingård. Husets filosofi har altid været at producere kvalitetsvine, der er repræsentative for jorden hvori de er blevet til. Man tilstræber en balance i markerne og overproducerer ikke, i et område der er ellers kendetegnet ved et særdeles intensivt landbrug.
Deres vine er fyldige men ikke overgjorte, komplekse og saftige. Der benyttes både små og store fade i produktionen. Husets unge Valpolicella lager primært på ståltank, oftest med en meget kort afrunding på store fade. Husets Ripasso lagres på store 25 hl. fade. Både Amarone Marcellise og Amarone Classico lagres et år på barriques og to år på store fade, for ikke at give et for tydeligt aftryk af fad. Top-marken er den 7ha store mark Case Vecie, beliggende nær landsbyen Grezzana. Den har et unikt mikroklima i en højde af 450 meter med noget nær perfekt hældning. Husets Amaroner kan sagtens drikkes unge, men de udvikler sig også fantastisk over tid. Brigaldara sælger også lidt ældre årgange.