Denne Pinot Grigio hører til i basis-serien Selection Line, der omfatter gode, druetro vine, der er repræsentative for området. Druen kendes på tysk som Grauburgunder, og planterne dyrkes på de stejle skrænter i 300-500 meters højde over havats overflade, og yder en af de klassiske hvidvine fra området. Det er en Pinot Grigio med en ren, krystalklar og sommerlig velduft, og i munden opleves en raffineret tørhed og en tiltalende citruslignende syrefriskhed. Fremstillingsmåden sikrer, at sortens primærfrugtige aromaer udtrykkes i vinen.
Dette veldrevne kooperativ ligger i den lille sydtyrolske by Cortaccia. Landsbyen, der også har givet navn til kommunen, kendes på tysk som Kurtatsch, og den ligger omkring 25 km sydvest for Bolzano, der med Trento er en af de to hovedbyer i regionen Alto Adige. Regionen kendes også som Sydtyrol, og hører til på Alpernes sydside i den nordlige del af Italien. Befolkningen er både tysk- og italiensk-talende og mange italienske navne her har en tysk ækvivalent. Kooperativet kendes derfor både som Kellerei og Cantina Kurtatsch og blev grundlagt i 1900. De første 20 år lå hovedkvarteret i en stadig eksisterende herregård, der ligger centralt i landsbyen, Ansitz Freienfeld, som blev grundlagt i 1521.
Værdigrundlaget hos Kellerei Kurtatsch spejler den lokale kontekst: Der er formuleret 3 grundværdier, repræsenteret ved 3 cypresser i logoet, og de karakteristiske stedsegrønne, slanke træer ses da også i det omgivende landskab. Man lægger for det første vægt på, at kooperativet ledes og drives af et ungt team, der arbejder fremadrettet, langsigtet og bæredygtigt. For det andet arbejder man familieorienteret og nede på jorden: Kooperativet forener et stort antal familier i en fælles bestræbelse. Man værdsætter de lokalhistoriske traditioner og arbejder med respekt for den erfaring og praksis, der gennem årene er opbygget i både mark og kælder. Endelig er der respekten for de lokale terroirs. Arbejdet i vinmarkerne udføres af de individuelle medlemmer, familierne, der anses for at være kooperativets hovedpersoner. Der arbejdes i henhold til et omfattende bæredygtighedsprogram, der retter sig mod alle produktionsprocesser, og man forsøger at øge områdets biodiversitet over og under jorden og arbejder løbende på at minimere miljøpåvirkningen.