Springbank er naturligvis berømt for sin single malt, men her laves også den prisvindende Campbeltown Loch: en såkaldt ”blended malt”, hvilket betyder at den er en blanding af forskellige single malts. Der er ingen grain whisky i, og derfor er kvalitet også tårnhøj. Faktisk indgår der 5 forskellige single malts fra byens tre destillerier: Springbank, Longrow og Hazelburn fra Springbank Distillery samt Kilkerran og Glen Scotia.
Hos Springbank producerer man i dag tre distinkte typer whisky, som differentierer sig på en række parametre. Den klassiske Springbank har en let tørverøg. Røgniveauet angives (noget upræcist) med en måling af fenol i den færdigmaltede byg og ligger på cirka 10-15 ”parts per milion” (malten tørres 6 timer med tørverøg og 30 timer med varm luft). Springbank er desuden destilleret 2.5 gange. ”Longrow” – en kraftigt røget variant blev første gang lavet i 1973. Her er røgen oppe på 50-55 ppm, malten tørres 48 timer med tørverøg, og den er destilleret 2 gange. Den nyeste variant, Hazelburn, så dagens lys i 1997 da man for første gang forsøgte sig med helt urøget og tripeldestilleret whisky. Ud af de cirka 175.000 liter, det lille Campbeltown-destilleri producerer om året, er 80% Springbank, cirka 10% Longrow og 10% Hazelburn.