Flot, ravgylden farve i glasset. Fin og cremet, men alligevel forholdsvis tør i munden. Kompleks og nuanceret med touch af tørret frugt som dadler og svesker, kaffe og nødder og en let aroma af vanilje. De fuldmodne druer bliver høstet presset nænsomt for ikke at lade nogle nuancer undslippe. Efter en kort gæring tilsættes brandy for at stoppe gæringen. Lagret på store fade i 24 måneder og herefter tre måneder på flaske.
Under en storm i 1773 blev den velhavende engelske handelsmand John Woodhouse tvunget i land ved havnen i Marsala på Siciliens vestkyst med sit sejlskib. Han skulle have været anløbet lidt sydligere, ved Mazzara del Vallo, som det blev stavet frem til den Anden Verdenskrig, for at laste skibet med natriumkarbonat (soda), der skulle anvendes til industrielle formål. Det siges, at han, efter at være kommet sikkert i land, men præget af strabadserne, søgte mod en skænkestue i havnen og her smagte den lokale vin Perpetuum, fremstillet af egnens vindyrkere. Vinen blev lagret på trætønder og blev frembragt gennem en proces, der kaldtes in perpetuum, som også kendes fra det spanske solera-system, en proces, der i princippet kan fortsættes i en uendelighed, fordi man kan blive ved med at friske indholdet op, ved at introducere ny ung vin.
Det var en forholdsvis tør, stærk, oxidativt præget hvidvin, der antog dette sidste karaktertræk som en følge af, at fadene, som et led i fremstillingsprocessen, ikke blev fyldt helt op. Vinen faldt i Woodhouses smag, og den har formentlig mindet ham om de alkoholforstærkede hedvine fra Spanien og Portugal, og vel især nogle af Sherry- eller Madeira-typerne. I hvert fald fandt han et lignende potentiale i vinen, og han endte med at fylde skibet op med den lokale specialitet, som han tilsatte en brandy, så vinen kunne ramme en britisk smag, og i velpræserveret tilstand kunne nå frem til den britiske kyst. Den vin han hermed frembragte må i stil have været tæt på det, der nu kendes som en Marsala Vergine Soleras. Eksperimentet blev en succes, hedvinen blev kendt som Marsala og allerede i 1773 etablerede Woodhouse et firma, der kom til at fremstille og afskibe Marsala til England, hvor vinen blev populær, som den også blev det i den engelske flåde, hos Lord Nelson, og senere endnu, hos den italienske General Giuseppe Garibaldi, der spillede en hovedrolle i forbindelse med Italiens samling.
Englænderen Benjamin Ingham startede en lignende virksomhed i Marsala i 1806, og den blev senere overtaget af Whitaker-familien, og i 1832 erhvervede Vincenzo Florio, der var af calabrisk afstamning, en strandgrund mellem Ingham og Woodhouse. Her opførte han et næsten fæstningslignende hovedsæde i angelsaksisk stil med egen cantina og ganske omfattende kældre på 20.100 kvadratmeter, og i 1833 opkøbte han store områder med jord, for at kunne dyrke vin og fremstille sin egen Marsala og grundlagde dermed Cantine Florio. Marsala er navnet på en havneby i provinsen Trapani, der udgør den vestligste del af Sicilien og som aktuelt stort set udgør DOC-produktionszonen for hedvinen Marsala.
Florio fortsatte således med at etablere sig som den også historisk førende producent af Marsala. Marsalas eksportsucces kulminerede i 1960 med 450.000 liter hedvin, og så begyndte en lang krise med faldende salg og ringe forbrugeropmærksomhed, der endnu ikke er overstået. Den almindelige anerkendelse af Florio som den førende producent af topkvalitets-Marsala er dog forblevet uantastet, også selv om der er kommet andre virkelig gode producenter til. Florio anvender næsten udelukkende den mest anerkendte drue, den buskdyrkede grønne Grillo, til sine forskellige Marsala-typer, som i enkelte vine suppleres af Cattaratto, men man fremstiller også forskellige Passito-vine fra Pantelleria og de Lipariske øer. Marsala er en vino liquoroso og er i realiteten en paraply-betegnelse for en række hedvine, der varieres gennem forskelle i lagring, farve og graden af sødme, men ofte har vinene mindelser om nødder, abrikos, honning, brun sukker og tørrede svampe.
